Sønderjysk mobilspil slår alle giganterne

Manden bag ny, dansk smartphone-applikation, fik sig noget af en overraskelse, da han så, at hans første spil solgte bedre end store, internationale klassikere

 

Den 34-årige højskolelærer fra Rødding Nikolaj Hygebjerg sprang for godt en uges tid siden ud som elektronisk spil-debutant med spillet ’EGO Relations’ – lige nu sælger spillet bedre end en prominent stribe af spilsklassikere.

 

De første par dage solgte applikationen ikke så godt, men pludselig kom der gang i salget, og nu ligger spillet nummer ét i Appstore indenfor brætspil og familiespil. Det er en start som Nikolaj Hygebjerg, end ikke havde turdet håbe på.

 

”Jeg fik et chok, da jeg så, at det havde overhalet geniale spil, som eksempelvis Angry Birds, UNO, Stratego og Monopoly. Spillet Angry Birds står jo som symbolet på, at det kan lade sig gøre at storhitte med en applikation, og nu har mit spil overhalet dem. Det er virkelig stort”, siger Nikolaj Hygebjerg

 

Forklaringen på spillets succes skal i følge Nikolaj Hygebjerg muligvis findes i, at ’EGO Relations’ bygger på brætspillet EGO, som er en klassiker blandt danske brætspil, men måske i endnu højere grad på, at spillet er meget socialt – i modsætning til de fleste spil til iPhone og Android.

 

”Det her spil er lavet til, at man skal tage det med til fest eller med hjem til middag hos vennerne, og det har der måske været et stort behov for. Men lad os nu se, hvordan det udvikler sig. Lige nu nyder jeg bare successen”, siger han.

 

Vil indtage verden
Det har hele tiden været planen, at spillet næste år skulle sendes ud til Norden, Tyskland, Østeuropa og USA, men nu hvor det har vist sig, at der er så stor en efterspørgsel på spillet, kan det være svært at vente til næste år, fortæller Nikolaj Hygebjerg

 

”Jeg er meget spændt på, hvordan spillet vil blive modtaget i de andre lande, så det er svært at skulle vente helt til efter nytår, men nu tager vi lige en ting ad gangen. Man skal lige kunne kravle, før man vil løbe om kap med det store udland” siger han.